Sæt dig selv i centrum, og styrk din kommunikation
Interview med Projektkoordinator Annette Damkjær, TDC Totalløsninger A/S om deltagelse på kurset ”Personlig vækst og gennemslagskraft”
Interviewet af Birgitte Lenstrup
Læs her om Projektkoordinator Annette Damkjær, som valgte at sætte sig selv i centrum på kurset ”Personlig vækst og gennemslagskraft”. Dette kursus handler om at udvise personlig vilje og gennemslagkraft gennem sin kommunikation. Med relevante værktøjer og metoder fik Annette styrket sin kommunikation og præsentation.
1. Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?
Jeg er kommet dertil, hvor jeg nu er gennem en ”learning by doing” proces. Oprindeligt er jeg butiksuddannet og har været selvstændig – jeg har ejet en ost- og delikatesse forretning. Jeg har desuden kontorerfaring som leder af en reception og som shippingassistent.
Hos TDC startede jeg i en sekretær-lignende stilling, hvor jeg senere blev forfremmet til projektkoordinator. Jeg har en ambition om senere at avancere til projektleder.
2. Hvad arbejder du med – hvad er dine ansvarsområder?
Jeg har ansvar for at koordinere ressourceallokering og projektprioritering i forbindelse med et nyt IT program, som vi er i fuld gang med at implementere i min afdeling. Jeg har i samarbejde med ledergruppen i afdelingen ansvaret for ressourceallokeringen. Derudover er jeg webredaktør på vores intranet.
3. Hvorfor valgte du Mannaz som leverandør af dit kursus? Der er jo mange som tilbyder kurser i personlig gennemslagkraft?
Jeg havde allerede deltaget i et kursus hos Mannaz. Det første kursus i Projektlederuddannelsen, Projektledelse 1, var en god oplevelse, og det var derfor naturligt for mig først at kigge hos Mannaz. Og så var der mange elementer i beskrivelsen af kurset ”Personlig vækst og gennemslagskraft”, der fangede min interesse.
Jeg har kontakt med mange mennesker i min hverdag, og det er vigtigt for mig at vide, hvordan andre opfatter mig. Samtidig savnede jeg viden om, hvorfor jeg selv modtager budskaber, som jeg gør – altså noget med at kende de forskellige mennesketyper. Da jeg læste kursusbeskrivelsen, fik jeg opfattelsen af, at alt dette var indeholdt i kurset.
4. Hvorfor tilmeldte du dig netop dette kursus? Hvad ønskede du at få ud af det?
Det, jeg søgte, var et kursus i personlige gennemslagskraft da min første indskydelse var, at jeg kunne nå mit personlige mål om at lykkes med forandring ved ganske enkelt at øge min gennemslagskraft.
Men efterhånden fandt jeg ud af, at jeg også havde brug for at forstå menneskers reaktion i forbindelse med en svær situation eller i en konflikt. Jeg ville gerne lære at forstå, hvorfor folk reagerer, som de gør. Jeg ønskede at få træning i at udtrykke mig klart og undgå nervøsiteten over at skulle gå ind i konfliktsituationer. Mit håb var, at jeg kunne tage hjem og konfrontere de situationer, som jeg ellers ville have undgået.
5. Hvad var så dit personlige udbytte?
Lige efter kurset var jeg helt høj af gode indtryk – det var en kanongod oplevelse. Men et kursus som ”Personlig vækst og gennemslagskraft” kræver, at man holder sig selv fast. Og jo længere man kommer på afstand af kurset, jo flere ting glider ud mellem fingrene, når man kommer tilbage til sin egen hverdag. Kurset har som helhed givet mig mange tanker generelt om mit liv og mine valg. Jeg har lært at spørge mig selv om jeg egentlig udsender mine signaler tydeligt nok eller ej. På kurset har jeg lært at tænke over, om jeg melder det rigtige ud. Alt dette er noget jeg skal arbejde med at få ind under huden. Og jeg skal gøre mig selv den tjeneste at følge op på det.
For at arbejde videre med læringen fra kurset vil jeg vende tilbage til materialet igen og forholde mig til det sammen med de noter, jeg har skrevet. Jeg vil læse noget litteratur om det – underviseren Johnny Schultz havde mange forslag. Eventuelt på sigt vil jeg tage et uddybende kursus.
Hidtil har det vigtigste for mig altid været, at andre har det godt, og opfatter det, jeg siger, rigtigt. Det er den rolle, jeg har set mig selv spille gennem hele livet. Men på kurset har jeg lært, at det ikke nødvendigvis afholder mig fra at tænke mig selv først – og have det godt med det.
6. Hvordan får din organisation glæde af, at du har været på kursus?
I min afdeling vil min større gennemslagskraft og viljestyrke betyde, at jeg kan stå mere fast over for andre afdelinger i forhandlingssituationer. Jeg er blevet bedre til at skabe en god dialog uden at give køb på mine holdninger og ønsker.
Min organisation får en mere ærlig medarbejder, som melder tingene ud, som de er. Jeg føler jeg har fået ”pondus” til at turde sige flere ting lige ud. Jeg tør opfordre til at kigge ind ad: Er vi gode nok? Lad os kigge efter sammen. Jeg er blevet bedre til at få et løsningsforslag, der er godt for alle parter, igennem.
7. Hvad synes du om kursets indhold?
Det var rigtig fint afstemt. Der er både den lyttende rolle, gruppe arbejde og plenum. På intet tidspunkt føltes kurset langt – på trods af, at det varer 3 lange dage.
8. Hvad synes du om undervisningsformen (træningsøvelser, test, videooptagelser)?
Der er en god tråd og vekslen mellem teori og praksis i undervisningen. Videooptagelserne var et spændende værktøj – selvom jeg var den eneste som meldte mig. Alt kører på frivillig basis – der er ingen tvang overhovedet, og sådan skal det naturligvis også være.
9. Hvad synes du om underviseren – Johnny Schultz?
Han er en meget fængende underviser. Han har masser af erfaringer fra det virkelige liv og kan referere til sine egne dagligdags oplevelser. Han bruger mange eksempler, som hele holdet kunne danne sig egne billeder af. På den måde kunne vi selv associere til personer i vores egen hverdag.
Johnny er et utroligt behageligt menneske. Den måde han var i rummet på under kurset, fik os til at føle os godt tilpas. Han skabte en fortrolig stemning og fik mig til at slappe af. Han spredte glæde og gav meget af sig selv. Han var ærlig, men han stillede sig ikke til dommer. Han præsenterede ikke en facit liste, men var god til at skubbe os til at prøve nye veje.
10. Hvordan var dit hold – var der gode muligheder for netværk?
Det var et godt blandet hold med mange forskellige mennesker, hvilket gav os mulighed for at iagttage, hvor forskelligt vi modtager et budskab. De mange forskelle job-niveauer vi befandt os på, bekræfter for mig kun, at ligegyldigt hvor du er i dit arbejdsliv/karriere/liv får du stor glæde ud af at lære noget om, hvordan du opfattes.
Der var helt klart mulighed for at starte en netværks gruppe. Men alle har jo travlt, og den slags strander jo ofte på trods af gode intentioner.
11. Hvad skal dit næste kursus være?
Da der er opbakning fra TDC omkring min ambition om at blive projektleder på et tidspunkt, vil jeg gerne videre med at uddanne mig inden for projektledelse. Derfor er Projektledelse 2 i Mannaz Projektlederuddannelse et oplagt valg til mit næste kursus.
Personlig udvikling står højt på ønskelisten
– det viser både tendensundersøgelser og deltagerantal på kurser i selvudvikling. Personlig branding, viljestyrke og gennemslagskraft, styrken til at samarbejde og bevare overblikket og selvkontrollen i pressede situationer er centralt for mange mennesker. Men kan man lære alt det og samtidig virke oprigtig? Det er godt at tro, man er noget, og vise det, men ”indpakningen” (brandingen) kan ikke stå alene. Det er det rette indhold plus den rette indpakning, som giver de gode resultater, og det kræver læring.
Læs mere om andre kurser i personlig udvikling
Personlig vækst og genemslagskraft
Kan du bevare sagligheden, overblikket og den fulde kontrol i pressede situationer? Styrk dit mentale overskud, og giv din kommunikation et kvanteløft, så du bliver hørt, forstået og respekteret.
Kontakt Mannaz
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere om kurset.